Spring til indhold

Bliv træner på dit barns gymnastikhold!

Har du lyst til at skabe gode idrætsoplevelser og bevægelsesglæde for børn på Grønttorvet? Vi søger engagerede forældre, der vil være med til at gøre en forskel i lokalmiljøet ved at blive trænere for vores Spirer-hold!

“Det lyder måske som en kliché, men det bedste ved at være instruktør er klart at se, hvilken utrolig glæde, energi og sammenhold, det giver blandt de søde unger og deres forældre. Man kan se, at børnene udvikler sig i løbet af en sæson. Og så er det skønt, at det er noget, som jeg har mulighed for at lave med min egen familie samtidigt. Mine egne børn er ofte med på holdene, og de synes også, at det er lidt sjovt, når det er mor, der er træner. Det er blevet et helt lille familieprojekt at finde nye sjove lege og musik, og det hygger vi os med.” – Maria, nuværende træner og forælder på Spirer-hold

Giv noget tilbage til lokalmiljøet
Vi søger (tumle)gymnastiktrænere til børn mellem 1 og 6 år, der vil skabe sjove, sociale og lærerige gymnastikoplevelser. Vores gymnastikhold træner lørdag formiddag, fordelt på to aldersopdelte hold.

Hvem er du?

  • Du er klar til at tage ansvar for gymnastiktræningen for børn i alderen 1 til 6 år. Forældre vil deltage på holdet, så ansvaret vil aldrig kun blive dit alene. 
  • Du har måske ikke erfaring som træner, men er villig til at lære og opnå en basal viden om målgruppen.
  • Du kan træne hver anden eller hver tredje lørdag fra september til april, sammen med et trænerteam og hjælpetrænere.

Dine opgaver

  • Byde børnene velkommen og få dem til at føle sig hjemme til træningen.
  • Planlægge, strukturere og gennemføre sjove, lærerige og motorisk udfordrende træninger for børnene, med hjælp fra hjælpetrænere.
  • Være der for børnene, klar til både trøst og high fives!
  • Sikre at lokalerne er pæne og ryddelige efter træningen.
  • Vi ønsker at vores kommende træner deltager på DGI’s trænerkursus for 1 til 6-årige d. 24. august kl. 9-12 og d. 16. november kl. 9-12.

Hos Grønttorvets Idrætsforening har vi noget ret særligt!
Vi er nemlig et unikt fællesskab af engagerede og glade medlemmer, der alle sammen elsker at danne rammerne for sjove aktiviteter og bevægelse. Udover adgang til vores spirende, fantastiske instruktør- og trænernetværk får du også: 

  • Mulighed for at sætte dit præg på vores lokale gymnastikhold og skabe rammerne for sjov og motorisk udvikling.
  • Adgang til sociale og faglige arrangementer.
  • Gode uddannelsesmuligheder gennem DGI.
  • Træningstøj.

Vi tilbyder en timeløn på 150 DKK som skattefri godtgørelse eller mulighed for at være frivillig træner, hvor vi blandt andet kan tilbyde kontingentfritagelse for dit barn/dine børn. Sæsonen løber fra september til april (med ferie i skolernes ferie), og vi forventer, at du vil være til rådighed i størstedelen af denne periode. Dit arbejdssted vil være i Valbys lokalområde, fx Kirsebærhavens KKFO eller gymnastiksal, Lykkebo Skoles Gymnastiksal eller på Grønttorvet.

Send en ansøgning til info@gronttorvetsif.dk og fortæl lidt om dig selv. Vi læser ansøgningerne løbende. Du kan læse mere om os på vores hjemmeside https://gronttorvetsif.dk.

Kom og vær med til at skabe gode minder og sunde vaner for dit barn og andre børn i lokalmiljøet!