Spring til indhold

Bliv træner

Vil du være en del af et aktivt fællesskab i Valby?

Hos Grønttorvets Idrætsforening i Valby skaber vi bevægelsesglæde for børn, unge og familier – og vi har brug for dig!
Vi søger løbende instruktører, hjælpeinstruktører og forældrehjælpere til vores hold, der brænder for at lære fra sig samt give bevægelsesglæde videre til børn, unge og familier.

Grønttorvets IF er ikke en traditionel forening – vi er et ungt og fleksibelt fællesskab med passionerede frivillige og uden “sådan plejer vi at gøre”-mentalitet. Hos os kan du gøre en forskel og sætte dit præg på fremtidens idrætsliv i Valby.

Har du en idé til et nyt hold eller en aktivitet, du selv vil starte op?
Vi elsker initiativ og er altid åbne for nye forslag. Skriv til os på info@gronttorvetsif.dk og hør mere om, hvordan du kan blive en del af holdet.

Som træner hos os får du:

  • Uddannelse / kurser der er målrettet det hold, du skal undervise i
  • Kursus i konflikthåndeting og førstehjælp, når de udbydes
  • Skattefri omkostningsgodtgørelse (eller timeløn ved mere end ét hold)
  • Mulighed for at sætte dit præg på vores lokale gymnastikhold og skabe rammerne for sjov og motorisk udvikling
  • Frivilligt arbejde, ansvar og erfaring på CV’et
  • Træningstøj
  • Adgang til sociale og faglige arrangementer med andre trænere og instruktører

Vi har brug for dig, der gerne vil være…

Instruktør +18 år

Som instruktør har du ansvar for at planlægge, strukturere og gennemføre sjove, lærerige og motorisk udfordrende træning for holdet med hjælp fra hjælpetrænere og evt. forældrehjælpere. Du får børnene til at føle sig som en del af et fællesskab. Du er der for dem og er klar til både trøst og highfives.

Du er ansvarlig for opgavefordeling og ”oplæring” af hjælpetræner, så hjælpetrænerne ved hvad deres opgaver er, og der er en udvikling i deres ansvarsområder. Du sikrer, at lokalerne er pæne og ryddelige efter træning.

Du skal ved lejlighed tage billeder/videoer og lave korte tekster fra træning til brug på sociale medier.

Hjælpetræner +13 år

Som hjælpetræner lærer du, hvad det vil sige at være instruktør. I løbet af sæsonen udvikler du dine kompetencer og prøver grænser af, du lærer at igangsætte, tilpasse og undervise i enkelte aktiviteter i træningen, f.eks. en leg eller en bestemt øvelse. Du skal hjælpe med at byde børnene velkommen og få dem til at føle sig hjemme sammen med instruktøren.

Du skal minimum være 13 år, når du starter som hjælpetræner.

Forældremedhjælper

Som forældrehjælper giver du en hjælpende hånd til trænerteamet, hvor dine opgaver fx kan være at hjælpe med at sætte redskabsbaner op, hjælpe til med at holde børnene samlet og motivere dem til at være med i aktiviteterne ved selv at være en god rollemodel.

Du bidrager til planlægning af sociale aktiviteter for holdet. Du har mulighed for at få kontingentfritagelse for dit barn. Hvis du har interessen og lysten har du mulighed for at blive tilbudt kurser gennem DGI.

Frivillig

Vi kan altid bruge flere hænder til små og store opgaver, som fx
planlægge sociale arrangementer og deltage i events (juleafslutning, sæsonafslutning, Grønttorvets arrangementer åbent hus mv.), bage kage/boller, fotografere, lave PR-arbejde, skrive fondsansøgninger eller deltage i bestyrelsesarbejde. Og har du andre skills eller ideer, så tag endelig fat i os.

Maria fortæller..

“……Det lyder måske som en kliché, men det bedste ved at være instruktør er klart at se, hvilken utrolig glæde, energi og sammenhold, det giver blandt de søde unger og deres forældre. Man kan se, at børnene udvikler sig i løbet af en sæson……”

Maria, Instruktør på Spirerne 1 og 2 i 2023/24

Vil du være træner hos os eller bare høre mere?