Baby og mig
Holdbeskrivelse
‘Baby og mig’ er 2-i-1 holdet, hvor fokus først er på baby og derefter på dig.
Du kan nyde legende nærvær med baby og samhørighed med andre barslende på Grønttorvet samme sted i livet i et trygt og roligt rum.
Første del af tiden laver vi babyrytmik- og motoriklege. Sidste del byder på efterfødselstræning justeret til din krop. Det er derfor hverken for tidligt eller for sent at starte på holdet. (Vejledende alder baby 3-12 mdr.)
I baby-delen understøtter og stimulerer vi sansemotorikken tilpasset til, hvor dit barn er i sin motoriske udvikling. Vi synger, leger med rasleæg og andre redskaber, lærer nye kolbøtter, danser og laver afslutningsvis rolige lege med afspændende tryk og massage. Der er masser af inspiration at tage med hjem.
Under træningsdelen arbejder vi med genoptræning af kernemuskulatur (herunder ‘delte mavemuskler’) og derved understøtter samarbejdet mellem mave, ryg, bækkenbund og åndedrætsmuskel. Vi får pulsen op, styrker ballemuskler og lindrer ømme skuldre og nakke samt øger kontakten til kroppen.
Du får viden om og erfaring med hensigtsmæssig kropspositionering og hensigtsmæssige ‘arbejdsstillinger’ i din hverdag. Altsammen med hensyn til efterfødselsgener, din dagsform og på dit barns præmisser, så du undervejs kan have baby sovende, trække dig ind og ud af træningen eller have baby med i øvelserne.
Husk at være iført tøj, du kan bevæge dig i. Vi træner som udgangspunkt uden sko, men følg dine individuelle behov.
OBS: Det er barnet, der skal tilmeldes holdet. Du tilmelder dig holdet via app’en MinForening.
Læs vores information om at være medlem, inden du tilmelder dig.
Instruktør
Undervisningen varetages af Psykomotorisk Terapeut Rikke Mejlhede-Cranø.
Rikke har i mange år undervist inden for fødsels- og familieområdet, herunder bl.a. fødselsforberedelse, efterfødselsforløb, babyrytmik- og motorik, familierytmik, kropstræning samt yoga for gravide. Derudover har hun flere yogalæreruddannelser bag sig samt pædagoguddannelse med speciale i musikpædagogik og sundhedspsykologi.
Verbena Hus
Jernæblevej 2, stuen
2500 Valby