Spring til indhold

1 års jubilæum

Indlæg af bestyrelsesformand Sofie-Amalie Dollerup

I dag er det nøjagtig et år siden at jeg, Tanja, Fie, Nikoline, Sigrid og Karen sammen afholdte stiftende generel forsamling og Grønttorvets Idrætsforening var en realitet. I månederne optil havde vi afholdt flere møder med DGI, søgt efter frivillige og taget temperaturen på idrætslysten på Grønttorvet.
Konklusionen var klar, vi havde lyst til at skabe en lokal idrætsforening for beboere i og omkring grønttorvet, vi ville facilitere fællesskab familier og børn imellem og fremme bevægelsesglæden for naboer i alle aldre.

Visionen var på plads, nu skulle vejen derfra og til virkeligheden betrædes, der er ingen tvivl om at vi asfalterede mens vi kørte. Måneder med ugentlige bestyrelsesmøder førte til, at vi d. 21. jan kunne invitere til ’åben hal’ for børnefamilier med interesse i Grønttorvets Idrætsforening. Formiddagen var en kæmpe succes, flere end 60 familier lagde vejen forbi. Vi fik udsolgt af de sponsorerede snacks, masser af ros og en håndfuld tilkendegivelser fra forældre som ønskede at være frivillig på vores familieidrætshold.
Det gav i den grad brændstof på bestyrelsesmotoren og vi fik ret hurtigt opstartet de første hold i Grønttorvets Idrætsforening, to hold med familieidræt og to hold med babymotorik.
De første familieidrætshold var drevet af frivillige forældrehjælpere som i den grad tog ansvar for en opgave vi endnu ikke selv var i mål med at definere. Det skal de have stor tak for.

I september kunne vi så skyde vores anden sæson i gang med 3 babyhold, 2 familieidrætshold samt pilates og springgymnastik. I alt over 80 medlemmer.
Tak til Rikke, Sandra, Bee, Emma, Rosa, Maria og Freya som varetager undervisningen på vores hold.
Vi er glade for at I er en del af Grønttorvets Idrætsforening.
Et stort tak skal der også lyde til DGI, som har stået ved vores siden fra da et.

I kulissen knokler bestyrelsen med aftaler om nye hold, lokaler til fremtidige brug, ansøgninger om økonomisk støtte, frivillig uddannelse i DGI, udarbejdelse af foreningsstrategi og hvervning af nye frivillige. 

Vi er stolte af at være en forening med vokseværk, det kunne vi ikke være uden vores engagerede medlemmer. Tusind tak til jer.

Bestyrelsen består af
Bagerst, fra venstre mod højre: Fie, Tanja og Sigrid.
På forreste række, fra venstre mod højre: Karen, Amalie og Nikoline.